søndag den 2. januar 2011

"Jødisk penicillin" - Grøn kyllingesuppe med nudler og spinat

Små-sløje amerikanerne sværger til chicken-noodle-soup  også kaldet ”Jewish Penicillin”, når kroppen skal styrkes og bekæmpe infektion. Om det rent videnskabeligt har en decideret helbredende effekt diskuteres stadig…. men varm, vitaminrig suppe med kulhydrater og protein er lige hvad kroppen har brug for under en influenza eller en forkølelse, og om ikke andet så lindrer den i hvert tilfælde symptomerne – og er let at spise for den stakkel der er ramt. Derudover smager suppen ganske enkelt fantastisk – og derfor popper den løbende op på min menu i vintermånederne.

1 hel kylling
2 store gulerødder
2 mellemstore løg
1 stort fed hvidløg
4 tykke stænger bladselleri
(eller ¼ knoldselleri)
1 stor pastinak
1 mellemstor persillerod
1 bundt frisk persille, med stængler
1 bundt frisk dild, med stængler
3 stk. laurbærblade
3½ tsk salt
10-12 hele peberkorn
Vand

Nudler
Spinat

Rens og del kyllingen i kvarte og læg den i en (stor) gryde.
Rens og skær gulerødder, løg, persillerod og pastinak i 4-6 stykker og læg dem ved kyllingen.
Skyl dild og persille og læg ved sammen med hvidløget (som har fået et slag). Tilsæt laurbærblade, salt og peberkorn.
Bland det hele lidt sammen med hænderne og hæld vand i til det hele kun lige nøjagtigt er dækket.
Bring blandingen til kogepunktet og lad det herefter småsimre ved lav varme i 3 timer. Skum løbende suppen af hvis det er nødvendigt og hæld evt. lidt ekstra vand ved hvis det koger for meget ned. (Kødet skal være dækket hele kogetiden)

15 minutter før suppen er færdig tages kyllingen op, skindet kasseres og kødet pilles af skroget og deles i mundrette stykker med to gafler. Dette er meget nemt, da kødet bogstaveligt talt falder fra hinanden når man rører ved det. Stil kødet til side et sted hvor det holdes lidt lunt. 

Si suppen, kassér grøntsagerne, smid nudlerne i og kog suppen til nudlerne er tilberedt. Smag til med salt og peber. Tilsidst tilsættes den dampede spinat og kyllingekødet.

Du kan selvfølgelig variere fyldet efter din egen smag. Dette er blot min personlige favorit.

Server med et godt stykke brød eller en fiberskorpe med ost.

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...