søndag den 27. januar 2013

Pizza Carpaccio

Det italienske madværksted Azzurra i Aalborg laver ganske simpelt verdens bedste pizzaer. En af mine absolutte favoritter er: nr. 307 Pizza Carpaccio! Derfor skulle den selvfølgelig genskabes herhjemme og deles med jer alle. Den er helt simpel - hvilket kendetegner en ægte italiensk pizza i min optik. Less is more!


En portion pizzadej
Parmaskinke
Frisk mozzarella
Parmesan
Rucola

Tomatsauce:
400 g San Marzano tomater
50 g soltørrede tomater
1 fed hvidløg
1 tsk basilikum
Salt
Sukker

Start med at lave dejen og sæt den til hævning. Lav herefter tomatsaucen så den kan nå at køle en smule af inden brug. Jeg laver altid min tomatsauce sådan lidt på slump og smager mig frem, men hvis jeg nu hårdt presset skal sætte cirka-mængder på er det henad det som står her ovenfor. San Marzano tomater er perfekte til pizza og tomatsaucer, da de er mere kødfulde, meget aromatiske, knaldrøde, har meget få kerner og er supernemme at flå. De fåes både friske og på dåse.
Flå og hak tomaterne. Svits hvidløgene blanke i en smule olivenolie. Tilsæt tomaterne sammen med en lille smule vand.Tilsæt også de soltørrede tomater og basilikum. Bring det hele til kogning. Lad saucen koge lidt ind og blend den eventuelt, hvis du ønsker en pizzasauce uden klumper. Pas på ikke at salte saucen for meget, da både skinken og parmesanen tilfører mere salt. Bruger du ikke det hele er tomatsaucen fryseegnet og/eller du kan bruge den i en kødsauce en anden dag.

Varm ovnen op til max temperatur - gerne med pizzasten.
Saml pizzaen således: Rul dejen helt tyndt ud. Fordel tomatsauce over bunden. Læg mozzarellaost i tynde skiver jævnt fordelt over bunden. Bag pizzaen til den næsten er helt færdig. 5 min før den er klar fordeles parmaskinken over osten og bages med det sidste stykke tid.

Når pizzaen er bagt lægger man rucolaen på og høvler noget parmesan over. Server straks.

Velbekomme!

mandag den 14. januar 2013

Coleslaw

Den amerikanske klassiker, som er elsket eller hadet. Her i en knap så mayonnaiserig dressing, hvilket giver den en friskere og mere "dansk" smag. Brug coleslaw til din Pulled Pork/Chicken, til kyllingesteg eller som sidedish til en sandwich.  

2-3 portioner

160 g hvidkål
160 g gulerødder

Dressing:
4 spsk creme fraiche
2 spsk mayonnaise 
(jeg bruger Hellmanns)
1 tsk dijonsennep
1 tsk citronsaft
1 tsk sukker
salt
peber

Rør dressingen sammen. 
Riv hvidkål og gulerødder groft - gerne på et mandolinjern så der bliver lidt mere bid i grøntsagsstykkerne. Bland gulerødder og hvidkål i dressingen og stil coleslawen på køl i mindst et par timer inden servering, så smagen får lov til at samle sig. 

Velbekomme! 

Pulled Chicken

Dette er min fjerkræ-fortolkning af den formidable "Pulled Pork". Kyllingeudgaven tager ikke nær så lang tid at tilberede og passer derfor helt perfekt ind i et madlavningsmønster der, som mit, er en "smule" impulsivt.

Kylling
Salt
Paprika - gerne røget
Worcestershire Sauce 
(1 spsk pr 200 g kød)
En sjat vand.


Barbequesauce
Ketchup
Chili - Tabasco
Burgerboller 
Coleslaw
En kold øl


Put kyllingekødet i en stegepose. Krydr det godt. Smid det i ovnen i 1½ time ved 200°.

Put herefter kødet i et fad og riv det fra hinanden med to gafler. Bland det med barbequesauce, smæk det i en burgerbolle, top op med coleslaw - DIG IN og nyd en kold øl til!!  


For mig ligger det afgørende i valget af barbequesauce. Du kan selvfølgelig lave din egen, eller bruge din personlige favorit. Jeg har tabt mit hjerte til "Jack Daniel´s Full Flavour Smokey Barbecue Sauce" - især da den tilfører det "røg" man ellers ville have fået ved den traditionelle tilberedning. Tilsat en smule Heinz tomatketchup og et stænk chili eller tabacco er den helt perfekt både til kylling og svin. 

Uuuuuhmmmmm..... 

Velbekomme! 

søndag den 6. januar 2013

Ostecreme med laks - perfekt kiksedip

Ost, løg og laks rørt sammen til en perfekt kikse eller grissini dip. Perfekt til en lille let snack eller som forret. 




200 g flødeost
150 g røget laks
75 g creme fraiche
2 spsk citronsaft
2 tsk worcestershire sauce
4 spsk finthakket rødløg
Persille eller purløg



Rør ost, creme fraiche, citron og worcestershire sauce godt sammen. Bland herefter laks og løg i. Drys med rigeligt purløg eller persille.  Hvis du portionsanretter så kær en lille smule ned for creme fraichen og tril i stedet en lille ostekugle til hver anretning og vend den i purløg eller persille. Stil ostemassen koldt lige indtil servering. 

Velbekomme! 

Lakse appetizer med wasabi og citron-flødeost

Små lette hapsere med masser af smag. Friske og lette og med lidt "zing" fra wasabien. 


30 stk


150 g neutral flødeost
100 g røget laks
Revet skal af 1 hel citron
½ tsk wasabi
2 spsk mælk eller fløde
Purløg
Salt og peber
2 agurker 



Rør flødeosten med wasabi, 3/4 af citronskallen, mælk/fløde og lidt salt og peber. 
Skær agurkerne i 3-4 mm tykke skiver. Dup dem eventuelt en lille smule hvis de væsker meget. Læg dem på et serveringsfad.
Skær laksen i mundrette stykker og læg et stykke på hver kiks eller agurke/squash-skive. Klip lidt purløg og citronskal over. Læg lidt wasabi-ost på hver bid og pynt med lidt ekstra purløg. Jeg foretrækker at lave hapserne på agurk, men du kan selvfølgelig også vælge kiks.

Server dem med et glas koldt hvidvin eller boblevand 

Velbekomme! 

Glaserede citronmuffins med birkes

Saftige, svampede og lette muffins med en frisk smag af citron. De blå birkes giver lidt knasen mellem tænderne og et fint visuelt indtryk. Derudover kan de "små blå" dog også give "falsk positiv" udslag for opium i en narkotikatest, så hvis du står foran sådan en er det nok en god ide at udelade dem. ;o) 

12-15 muffins


5 dl hvedemel
1½ tsk bagepulver
½ tsk natron
75 g blødt smør  
2½ dl sukker
fintrevet skal af 2 citroner
2 store æg
½ dl citronsaft
2½ dl creme fraiche 18%
3 spsk birkes

Glasering:
1 spsk citronsaft
3 spsk flormelis

Forvarm ovnen til 180° (ikke varmluft)

Bland mel, bagepulver og natron.

Pisk smør,  sukker og citronskal til en let, luftig cremet masse. Pisk æggene heri et af gangen. 
Rør halvdelen af melblandingen i - bland godt.
Rør creme fraiche og citronsaft i.
Bland resten af melet i og rør tilsidst birkes i. Du kan naturligvis undlade birkes hvis du blot ønsker simple citronmuffins.

Fordel dejen i 15 muffinforme. Fyld hver form 4/5  op.

Bages i ca 30 minutter - eller til toppen er gylden. Køler af på en rist.

Bland glaseringen sammen og pensl hver muffin med et jævnt lag - når de er kølet af. Det er ikke ment som en egentlig glasur men blot en tynd glasering der giver dine muffins et ekstra kys af citron og en fin blank overflade. 

Velbekomme!

fredag den 4. januar 2013

Spansk kylling i tomat med kikærter og oliven

Spicy kylling, salte oliven og masser af tomat, kikærter,løg og hvidløg giver denne spanske ret en fantastisk smag og dig en sund og nemt tilberedt omgang aftensmad. 

2 personer
Her serveret sammen med fuldkorns couscous

4-6 stykker lår og overlår
olivenolie
1½ tsk paprika - helst hot, røget
salt og peber
2 mellemstore løg
5 fed hvidløg
400 g hakket tomat
4 dl tomatjuice
200 g kikærter (tilberedte!!)
150 g grønne oliven


Forvarm ovnen til 200°

Hæld en sjat olivenolie i et ovnfast fad. Gnid kyllingestykker lidt i olie og drys dem med paprika, salt og peber. Læg kyllingestykkerne til side. Skær løg i smalle både og læg dem i fadet sammen med de grofthakkede hvidløgsfed. Hæld kikærterne, den hakkede tomat og juicen over. Læg kyllingen tilbage oveni tomat/løg blandingen. Måske fristes du til at salte tomatblandingen - men lad endelig være med det. De 150 g oliven tilfører passende salt til retten til sidst. 

Stil hele herligheden ind i ovnen i ca 1 time og 10 minutter - smid oliven mellem kyllingestykkerne når der er ca 20 minutter til retten er færdig. Server

Server sammen med brød, couscous, bulgur eller ris. 

Velbekomme! 

onsdag den 2. januar 2013

Sherry - (ikke Cherry) - Tomatsuppe

Cremet og smagfuld tomatsuppe der får englene til at synge. Perfekt på en efterårs- eller vinteraften hvor man trænger til lidt varme i kroppen og kinderne......  Og så er den færdig i løbet af ingen tid.

1 mellemstort løg
1 spsk olivenolie eller smeltet smør
1 tsk basilikum
½ liter tomatjuice
1 ds hakket tomat
Hønsebouillonterning/fond pulver 
-(svarende til det der skal bruges til ½l)
salt, peber
1-1½ tsk sukker
3/4 dl madlavnings sherry
1-1½ dl fløde eller Cremefine


Steg de hakkede løg blanke i fedtstoffet. Tilsæt basilikum, hakket tomat, juice, bouillonterning/fondpulver, salt, peber og sukker. Bring det hele til kogning et kort øjeblik (5 min). Tag gryden af varmen og blend tomatmassen godt og hæld sherryen i. Varm igen op til kogepunktet og lad det boble et par minutter, tag herefter gryden af varmen. Rør fløden i. Server straks, med et godt stykke brød eller tilsæt kødboller og/eller suppehorn.

Velbekomme!

tirsdag den 1. januar 2013

Knasende amarettokugler

Denne udgave af havregrynskugler giver dig lidt at tygge på. I stedet for flormelis (som de fleste vel anvender) bruger jeg sukker (allerhelst rørsukker) og tilsætter desuden kokos for at give kuglerne lidt "knas". Mums!



250 g smør

2 dl (rør)sukker
Korn fra en stang vanilje
8 spsk kakao
5 dl havregryn
2½ dl kokosmel
amaretto 
evt. lidt fløde





Bland de tørre ingredienser sammen og ælt smørret i til du får en lidt usammenhængende masse. Saml smuldret med en god sjat amaretto. Tilsæt det lidt af gangen og smag evt hvornår du synes der er nok i. Skal du bruge mere væde for at samle massen, så brug lidt fløde, hvis du ikke vil have mere amaretto i (af en eller anden uforklarlig grund... Haha...) 


Jeg opbevarer det færdige produkt i køleskabet i en boks med tætsluttende låg og tager kun det ud jeg skal bruge ca et kvarters tid før og triller først kuglerne lige inde servering, da jeg foretrækker at kuglerne er kolde når de serveres (og så holder det sig også friske længere). Win-win :-)


Nyd kuglerne som de er eller tril dem i kokosmel, krymmel, flormelis, sukker eller kakao og server til en kop kaffe. 

Velbekomme! 




Chili con Carne

Der er rigtig mange meninger og holdninger til oprindelse og ingredienser, når vi snakker om Chili con Carne. Den diskussion vil jeg ikke åbne - Dette er blot min favorit version. 

2 store hakkede løg
2 spsk olivenolie
3 fed hvidløg
2 tsk ristet og knust spidskommen
3 tsk hot røget paprika
500 g hakket kød 
(okse, kylling, kalkun eller svin) 
6 tsk Chu-Chum eller Cha-Chaw efter smag
(og/eller anden chili - frisk eller tørret)
1 spsk oregano
1 spsk basilikum
200 g soltørrede tomater
2 hele stænger kanel
33 cl dark ale
4 ds hakkede tomater
400 g kidneybønner
1-2 ds baked beans
Tomatjuice og/eller vand
25 g mørk chokolade
Brun farin

Tilbehørs idéer:
Creme fraiche
Godt blødt brød
Tortillachips
Ris

Svits løgene blanke i olien. "Brænd" spidskommenfrøene af på en hed pande og knus dem i en morter. Tilsæt hvidløg, røget paprika og spidskommen til de blanke løg og svits kødet godt af heri. 

Tilsæt: ale, kanelstænger, oregano, basilikum, tomat (hakkede og soltørrede) og kidneybønner. 

Lad retten simre ved lav varme i ca 3 timer. Spæd op med vand efterhånden som væden fordamper.

Når der er en times tid tilbage af tilberedningstiden hælder du de baked beans i (incl tomatsaucen) og lader dem koge med resten af tiden.

Tilsæt chokoladen lige før servering - og smag evt. til med lidt farin - efter smag. Husk at fjerne kanelstængerne. ;o)

Server rygende varm med en klat god creme fraiche på toppen, sammen med brød, chips og/eller ris. 

Lav endelig rigeligt. Chili con Carne er faktisk endnu bedre dagen efter. 

En eventuel mindre rest kan nydes som Sloppy Joes

Velbekomme! 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...