fredag den 23. august 2013

Karry-Chili kylling

Dette er vel som sådan ikke en decideret opskrift, men blot en idé. Enhver steger jo kylling og vi har alle vores favorit - rosmarinkylling, barbequekylling, paprikakylling, citronkylling og så videre -  men jeg tænkte blot at jeg ville dele min personlige favorit - for tiden. 



1 hel kylling
eller
kyllingestykker med skind

Løgpulver
Madraskarry
Chiliflager
Salt




Salt kyllingestykkerne godt - drys med løgpulver, godt med karry og til sidst de tørrede chiliflager. 

Steg kyllingen i ovnen ved 200° C til gennemstegt - alt efter kødstykkernes størrelse. 

Velbekomme! 

torsdag den 22. august 2013

"Worlds best chicken" - Ovnstegt kyllingebryst i dijonsennep og ahornsirup

Jeg er faldet over denne opskrift flere gange ude på www og da den dukkede op på Pinterest forleden blev den gemt til afprøvning. At den går under betegnelsen "Worlds best chicken" er måske nok en lille bøjning af sandheden, hvis du vil have min ærlige mening, men ikke desto mindre smager den rigtig godt. Dijonsenneppen giver et skønt "zing" til kyllingen og nye kyllingeopskrifter er altid velkomne i mit køkken.  





2 kyllingebryster
½ dl dijonsennep
¼ dl ahornsirup
½ tsk æblecidereddike
rosmarin
salt og peber




Varm ovnen op til 220 °C. Bland sennep, sirup og eddike sammen. Salt kyllingebrysterne og læg dem i et smurt ildfast fad. Hæld sennep-sirup-blandingen over. Giv dem en omgang peber og rosmarin. 

Bages i ovnen i ca. 30 minutter - selvfølgelig til kyllingebrysterne er gennemstegte. Ønsker du en lækker sprød overside kan du grille dem lidt til sidst. 

Server fx til ovnbagte grøntsagsstænger og kartoffelbåde. Velbekomme!

lørdag den 3. august 2013

Stegt krydret citron kylling

Denne citronkylling er marineret i citronsaft, hvidløg, olivenolie, paprika, chili og krydderurter og stegt med citronskiver, hvilket virkelig pakker den med smag og et skønt frisk citrusstrejf. Idag har jeg lavet den med kyllingelår, men du kan bruge en hvilken som helst udskæring på kyllingen. 

2-3 pers

Marinade
1/4 dl olivenolie
2 fed hvidløg
1 spsk sukker
Saften af ½ citron
½ spsk rosmarin
½ spsk basilikum
½-1 tsk paprika
½ tsk løgpulver
Tørrede røde chiliflager - efter smag
salt og peber

6-8 stykker kylling

1 mellemstort løg skåret i tynde både
½ citron i skiver


Rør marinaden sammen og marinér kødet heri. Har du tid så lad det stå og trække lidt smag i køleskabet inden stegning.
Varm ovnen op til 200°C.
Læg kyllingestykkerne i et ovnfast fad og fordel løgbåde og citronskiver mellem kødstykkerne.
Steges i ovnen i ca. 1 time  - selvfølgelig afhængig af stykkernes størrelse.

Tip: Har du en sauce-fan i huset så spæd noget af stegeskyen op med lidt kyllingebouillon/fond og jævn det til en lækker sauce. (Vær opmærksom på at der er meget citronsaft i stegeskyen, så det er ikke sikkert du vil bruge det hele)

Server til ris, kogte kartofler, sammen med en salat eller til krydrede squash- og gulerodsfritter.

Velbekomme!



Krydrede squash- og gulerodsfritter

Ovnstegte grøntsager er superlækre. De får en helt særlig og koncentreret smag, når de bliver bagt. Disse "fritter" kan laves med lige netop din favorit krydderiblanding - eller blot med salt og peber. De bliver dog lidt mere spændende hvis du giver dem lidt paprika (gerne røget), basilikum, oregano, rosmarin, chili, hvidløg, spidskommen, karry, nigellafrø, cayennepeber...... Kun din fantasi sætter grænsen. 

2 pers

4 Gulerødder
1 hel Squash

2-3 tsk olivenolie
Krydderier
Salt og peber




Skræl gulerødderne og skær dem og squashen i store pommes frites størrelser. Dup dem tørre.
Bland olien med din favorit krydderblanding og vend fritterne heri- Denne gang har jeg brugt røget paprika og tørrede røde chiliflager og salt.
Fordel fritterne på en bageplade og bag dem i ca 20 minutter ved 200°C - til de er gyldne i kanten.

Velbekomme!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...