søndag den 6. februar 2011

Sydafrikansk Bobotie

Det sydafrikanske køkken er i nogen grad inspireret af det indiske, hvilket også gør sig gældende i denne farsret. Retten kan tilberedes med okse-, svine- eller lammefars, så der er flere muligheder og noget for enhver smag. Denne gang lavede jeg spidskommenkartofler til, men du kan også lave almindelige ovnkartofler eller ris dertil. 


4 personer


500 g fars
1 dl rasp
½ dl mælk
1 groft hakket løg
3 spsk smagsneutral olie
1 dl vand
1-1½ spsk farin
2½ spsk citronsaft
2½ tsk karry
chili efter smag
½ tsk stødte nelliker
2 fed hakket hvidløg
1 tsk gurkemeje
1½ tsk salt
10 grofthakkede mandler
3 spsk rosiner. Jeg bruger 50/50 gule sultanaer og jumborosiner


"Låg"
2 æg
1 dl mælk
Laurbærblade


Blød raspen op i mælken og lad det stå og trække lidt. Steg løgene gyldne i olien. Tilsæt farsen og brun den af. Tilsæt vand, krydderier, hvidløg, den opblødte rasp, farin og citronsaft. (Gem mandlerne og rosinerne). 
Lad kødet simre i ca. 10 minutter til vandet er stort set fordampet. 
Bland rosiner og mandler i, smag til med salt og chili og hæld farsen op i et ildfast fad. Fadet skal ikke være større end kødmassen bliver ca. 5 cm tyk. Pisk æg og mælk og hæld over kødet. Læg laurbærblade ovenpå som pynt. 


Bages i ovnen i 20 minutter ved 180° de sidste 5 minutter skrues op til 200° for at give lidt farve til ægge-låget. 


Server med ris, salat, ovnbagte kartofler eller  spidskommenkartofler .... som her sammen med en håndfuld cherrytomater der er bagt med de sidste 5 minutter. 


Velbekomme! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...