Viser opslag med etiketten fløde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fløde. Vis alle opslag

lørdag den 1. august 2015

Amaretto Cherry Mess

Denne (superlette) dessert er inspireret af en af mine absolutte sommerdessert-favoritter: Eton Mess
Jordbær og marengs er dog sendt på udskiftningsbænken og i stedet er kirsebær og amaretto-dryppede makroner sendt på banen. Kirsebær og amaretto er efter min mening SKABT for hinanden - og denne omgang "Mess" er bestemt en værdig modstander til originalen. 





1 stor håndfuld kirsebær
4-5 makroner
Pisket fløde
Amaretto likør

Udsten og halvér kirsebærrene.
Pisk fløden.
Knus makronerne og dryp dem med (rigeligt!) amaretto.
Vend amarettomakonerne i flødeskummet og læg skiftevis makronskum og kirsebær i den skål/glas du vil servere i. 

Server straks!

Velbekomme !   

fredag den 20. februar 2015

Mørbradgryde

Mørbrad, bacon, cocktailpølser og champignoner i en mild sauce af paprika, tomat og fløde. Også kendt som "Sorte gryde" og "Jægergryde" - eller som den kom til at hedde her: "Blækspruttegryde".....Forklaring følger, men ligemeget hvad du kalder den, er der her lækker vintermad i vente, med masser af smag. 

8 personer

800 g svinemørbrad 
150 g bacon i små tern/strimler
200 g løg i  grove tern
200 g cocktailpølser
400 g champignoner
600 g tomatpassata (eller hakket tomat)
70 g tomatpure
1½-2 spsk edelsüss paprika
5 dl fløde
salt og peber

Svits baconen i en lille smule olivenolie i en stor gryde. Tag baconen op, svits herefter løgene blanke og tag også dem op af gryden. Herefter brunes mørbradstykkerne. Jeg skar dem i 1½ cm tykke skiver og skar dem derefter over 1 eller 2 gange. Del kødet op og brun det i gryden i mindre portioner, så du får en fin bruning på alle stykkerne. Giv kødet en omgang peber. På en hed tør pande steges champignonerne. Jeg delte de mindste i halve og de største i kvarte inden stegningen. 
Når det sidste kød er brunet hældes champignoner, løg, bacon og resten af kødet tilbage i gryden. Der tilsættes paprika, tomatpassata, tomatpure og fløde. Lad det hele simre i 20 minutter. 
Når der er et par minutter til servering tilsættes cocktailpølserne og varmer med det sidste stykke tid. Smag til med salt og peber. 

Server ris til.



Jeg hev yngstenevøen med i køkkenet og han hjalp med at trylle cocktailpølserne om til små blæksprutter - og vupti - så hed retten pludselig "Blækspruttegryde"


Velbekomme! 


Fastelavnsboller med chokoladeganache og hindbær/blåbærskum

Inspireret af Lagkagehusets fastelavnsboller med bærskum og chokoladefyld kastede jeg mig over produktionen af dette års fastelavnsboller. Resultatet blev lette, luftige vandbakkelser med chokoladeganache og et skud hindbær- eller blåbærskum. 

10 stk fastelavnsboller

Vandbakkelser 

1½ dl vand
75 g smør
1 tsk sukker
75 g hvedemel
2 æg

Chokoladeganache
100 g mørk chokolade 
1,25 dl fløde
eller
100 g mælkechokolade
1 dl fløde

Bærskum
2½ dl fløde
1 dl hindbær og/eller blåbærmarmelade 

Flormelis
Krymmel eller tørret bær-drys

Jeg lavede chokoladeganachen dagen i forvejen. Jeg brugte en mørk chokolade 65% ,men vil anbefale at du bruger en med lavere % eller en mælkechokolade, da den mørke jeg brugte, efter min smag, var lidt for bitter i de søde og lidt sarte kager. 

Tilberedning af chokoladeganache: Kog fløden op. Hak chokoladen. Når fløden spil-koger hældes den i skålen med chokolade og der røres indtil ganachen er glat og ensartet. Lad ganachen køle lidt af og dæk den herefter med husholdningsfilm. Filmen skal ned langs siderne i skålen og lægges direkte ovenpå selve ganachen for at undgå kondens, hvis den skal opbevares i køleskabet. Skal du bruge den umiddelbart efter lader du den bare køle til stuetemperatur uden låg/film.

Tilberedning af vandbakkelser:
Put smør, vand og sukker i en gryde og bring det i kog. Når væsken koger dumper du al melet i og rører grundigt, mens gryden stadig står på blusset. Herefter tages gryden af varmen og dejen smides i en skål. (Den køler lidt hurtigere af hvis du tager den op - men du kan også sagtens lade den køle af i gryden - men i så fald beregn lidt ekstra tid til afkøling).  Efter 8-10 minutter (med et par omrøringer undervejs) i skålen er dejen kølet nok af. Tilsæt æggene ét af gangen. Rør grundigt for hvert æg. Når dejen er ensartet og glat er den klar til bagning. 
Sprøjt 10 flade boller ud på en bageplade beklædt med bagepapir med en tylle hvis du ønsker en rillet overflade. Ønsker du en flad overside lægger du blot 10 klatter på bagepladen med en ske. Glat eventuelt overfladen med fingrene (skyl dem i koldt vand inden du rører den fedtede dej) Dejklatterne skal have den diameter du ca ønsker de færdige boller skal have - og ca halv højde da de vokser til dobbelt højde under bagningen. 
Bag dem ved 200 grader i ca 22 minutter. Lad dem køle af på en rist. 
TIP: Lav eventuelt dobbeltportion. Frys den ene halvdel af dejen ned således: Lav "bollerne" som sædvanligt på en bageplade og stil den i fryseren. Når de er frosne kan de opbevares i fryseren i en frysepose og tages op en times tid før du skal bage en anden dag. Du kan også blot putte dejen i en pose og sprøjte den ud på en bageplade efter optøning. 

Tilberedning af bær-skum:
Pisk fløden godt stiv, så den kan "bære" marmeladen.
Sigt marmeladen for at undgå klumper og de små "sten" i hindbærmarmeladen. 
Jeg lavede 2 versioner og delte derfor fløden op i to portioner og tilsatte ca ½ dl hindbær til den ene og ½ dl blåbær til den anden. 

Montering af fastelavnsboller:
Flæk vandbakkelserne med en skarp kniv. Fordel/smør ca 1 spsk chokoladeganache på hver bund og sprøjt med bær-skum over og omkring ganachen.
Pynt overdelen med glasur og krymmel/tørrede bær eller blot med et drys flormelis. Læg overdelene på de fyldte bunde og server straks. 

Velbekomme!  






torsdag den 9. maj 2013

Pavlova med marcipan

Jeg elsker kombinationen af friske bær, fløde og marengs. Derfor faldt det i særdeles god jord, da min mor overraskede mig med denne dessert da vi fejrede min fødselsdag forleden. Denne udgave har desuden marcipan i marengsen, hvilket gør den en smule "sej" og ekstra lækker. Mums! 


Mor Inger´s fødselsdags-pavlova 

1 dl æggehvider
150 g flormelis
½ tsk eddike
125 g marcipan
2½ dl fløde
500 g bær efter smag

Forslag til bær- og/eller frugt-topping: 
Hindbær, jordbær, blåbær, kirsebær, 
solbær, ribs, brombær, kiwi, mango, passionsfrugt eller granatæble. 


Pisk æggehvider, 75 g flormelis og eddiken stift. Tilsæt herefter de sidste 75 g flormelis og pisk videre til blandingen atter bliver stiv. Riv marcipanen groft ned i marengsmassen og vend det forsigtigt i. 

Hæld marengsmassen ud midt på en bageplade beklædt med bagepapir. Fordel forsigtigt marengsen med en dejskraber til den har en diameter på 20-25 cm. 

Bag den ved 150°C i 30-40 minutter. Afkøl på en rist. 

Lige inde servering pisken fløden til skum og fordeles ud over hele pavlovabunden og de friske bær fordeles ovenpå. 

Velbekomme! 

fredag den 5. april 2013

Flødestuvet hvidkål med rød og rosa peber

Denne sidedish er lækker til snart sagt alle typer kød og en super god måde at få noget sundt kål indenbords. Du kan servere kålen sammen med ovnstegte kartofler eller helt lade den erstatte de flødestuvede kartofler. 

2-3 portioner


½ hoved hvidkål
1 lille løg (kan udelades)
1 hel rød peber
Et nip revet muskat
1 dl fløde
1 tsk salt

Rosa peberkorn til drys


Snit hvidkålen groft. Skær peberfrugten i tynde skiver. Hak løget fint. Læg alle tre dele i et ovnfast fad. Riv lidt muskat over og drys med salt. Hæld tilsidst fløden på og sæt hele herligheden i ovnen i 45 minutter ved 180°C.

Tag stuvningen ud af ovnen og drys med frisk mortet rosa peberkorn. Vær ikke bange for at putte rigeligt peber på, den rosa er meget mildere end dens sorte fætter.
Lad gerne stuvningen hvile et par minutter inden servering.



Velbekomme! 

onsdag den 2. januar 2013

Sherry - (ikke Cherry) - Tomatsuppe

Cremet og smagfuld tomatsuppe der får englene til at synge. Perfekt på en efterårs- eller vinteraften hvor man trænger til lidt varme i kroppen og kinderne......  Og så er den færdig i løbet af ingen tid.

1 mellemstort løg
1 spsk olivenolie eller smeltet smør
1 tsk basilikum
½ liter tomatjuice
1 ds hakket tomat
Hønsebouillonterning/fond pulver 
-(svarende til det der skal bruges til ½l)
salt, peber
1-1½ tsk sukker
3/4 dl madlavnings sherry
1-1½ dl fløde eller Cremefine


Steg de hakkede løg blanke i fedtstoffet. Tilsæt basilikum, hakket tomat, juice, bouillonterning/fondpulver, salt, peber og sukker. Bring det hele til kogning et kort øjeblik (5 min). Tag gryden af varmen og blend tomatmassen godt og hæld sherryen i. Varm igen op til kogepunktet og lad det boble et par minutter, tag herefter gryden af varmen. Rør fløden i. Server straks, med et godt stykke brød eller tilsæt kødboller og/eller suppehorn.

Velbekomme!

fredag den 3. februar 2012

Flødekartofler med chili-kick

Vi kender vel alle den klassiske udgave af de flødebagte kartofler som kun er krydret med et strejf af muskat, men af og til er lidt nytænkning på sin plads og derfor er her en krydret udgave af den gamle kending. 

1 kg kartofler
2½ dl fløde
(byt gerne 1 dl fløde ud med mælk,
 for at spare lidt på kaloriebasserne)
1 stort løg (kan udelades)
2 tsk salt 
Peber
2 fed hvidløg
Peperoncino eller Sambal Oelek
Timian

Andre alternativer:
Muskatnød
Paprika
Oregano
Herbes de Provence
Basilikum
Hvidløg
....you name it. 

Evt. revet ost

Skræl kartoflerne og skær dem i skiver. Smid dem i et ovnfast fad og fordel dem jævnt. Skær løget i ringe og fordel dem mellem kartoflerne Krydr med de ønskede smagsnuancer, drys med salt, giv det hele en omgang friskkværnet peber og hæld til sidst fløden over. Kartoflerne bliver ikke dækket helt, men fortvivl ikke det koger/bobler op og skal nok fordele sig. 

Bag hele molevitten i 1 time ved 200° (jeg foretrækker almindelig ovnvarme, ikke varmluft)
Ønsker du ost i retten kan du enten blande det mellem kartoflerne inden du krydrer dem, eller du kan drysse det over når der er et kvarters bagetid tilbage. 

Serveres varmt til kød og grønt efter ønske.

Velbekomme! 

mandag den 10. oktober 2011

Linguine i Vodka-chili-tomat-flødesauce

Cremet fløjlsblød tomatflødesauce der får et ordentligt spark bagi af et skud vodka og en omgang chili. Brandfarlig på mere end én måde. Simpel og alligevel aldeles velsmagende. 


4 pers


500 g linguine (eller spaghetti)


2 tsk olivenolie
1-1½ løg
Chili - efter smag
2 tsk timian
1½ tsk salt
1 fed hvidløg
1 dl vodka
½ dl hønsekødsfond/bouillon
1 ds flåede, hakkede tomater
1 dl fløde


Parmesan


Hak løget fint og steg det blankt i olien et par minutter. Steg hvidløg, chili, salt og timian med det sidste minuts tid. Tilsæt herefter vodka og lad det småsimre et par minutter til det er reduceret til ca. det halve. Tilsæt tomat og fond og lad det hele simre i 15 minutter. Kog samtidig linguinien efter pakkens anvisninger.  Tag tomatsaucen af varmen og lad det køle lidt af inden du blender det til en jævn mos. Tilsæt tilsidst fløden og kog saucen op ved lav varme et par minutter. Dræn pastaen helt for vand og vend den i saucen. Server med et godt drys høvlet parmesan. 


Velbekomme!



søndag den 4. september 2011

Vildtragout

En lækker ragout med kød af vildt, bacon, svampe, rødvin og fløde. Ene gode sager - eller som vi siger i Jylland; "Jenne gue saer". Akkompagneret med et glas rødvin er retten velegnet som gæstemad eller søndagsmiddag når der skal hygges lidt ekstra. 

3-4 personer
400 g vildtkød i tern
2 spsk smør
1 stort løg
150 g bacon
2 spsk hvedemel
2-2½ dl rødvin
1 dl vand
10-12 enebær
3 laurbærblade
2 tsk timian
1½ spsk dijonsennep
250 g blandede svampe
1½ dl fløde
Ribsgelé

Kartoffel- eller rodfrugtmos.
Tyttebærsyltetøj

Smelt smørret og brun kødet - evt. af to omgange for at undgå at det koger i stedet. Krydr med salt og peber. Tag kødet af gryden og svits de snittede løg og bacon i tern sammen til baconen får lidt farve og løgene er klare. Drys melet over løg og bacon og rør godt så det fordeles jævnt. Herefter hældes rødvin og vand ved og der røres godt til melet har jævnet saucen jævnt. Klem enebærene så skallen brydes og hæld dem ved sammen med fintklippet timian, laurbærblade og dijonsennep. Lad retten simre i 20-25 minutter. 
Imens svitses svampene på en hed, tør pande. Jeg har her brugt en blanding af portobello svampe og almindelige champignoner, men også kantareller er særdeles velegnede. 
Når retten er simret "færdig" hældes svampe og fløde ved og saucen simrer videre i ca 10 minutter. Smag til med salt, peber og ribsgelé. 

Lav en luftig kartoffelmos/rodfrugtemos og server saucen over.....med en god klat tyttebær på toppen. 

Velbekomme!

onsdag den 6. juli 2011

Creamed Corn

Anderledes tilbehør til bøffen, den stegte kylling eller til sæsonens grillmad.  Søde, sprøde majs i en cremet sauce smagt til med parmesan og friske krydderier. 


200 g majs (drænet vægt)
2 dl fløde, mælk eller Milda 4%
1 dl groftrevet parmesan
Salt og peber
Maizena
Evt. timian eller persille


Personligt foretrækker jeg Bonduelle dåsemajs til denne ret, da de altid er super sprøde og derfor perfekte til denne ret.  Du kan dog også optø en portion frosne i stedet. ;o) 


Dræn majsene godt. Hæld dem sammen med fløde/mælk i en gryde og varm det langsomt op til kogepunktet. Krydr med salt, peber og krydderurter hvis du ønsker. Jævn saucen med lidt maizena rørt op i en smule vand.  Lad saucen nå kogepunktet, tag gryden af varmen, tilsæt parmesanen og rør til den er smeltet helt. Server straks. 


Velbekomme! 

søndag den 3. juli 2011

Eton Mess

Denne dessert er lynhurtigt klar og smager som en million. Man går ALDRIG fejl med sammensætningen af jordbær og fløde. Eton Mess blev oprindeligt serveret ved den årlige college-cricket-kamp mellem Eton og Winchester . Traditionelt er desserten med jordbær, men også blåbær, hindbær og brombær....eller et bær-miks... er lækkert. Her i sæsonen er det oplagt at bruge friske, råmarinerede bær - udenfor sæson kan du koge frosne bær op med marinaden og nyde smagen af sommer hele året. 




2 pers.


250 g jordbær
3 tsk sukker
4 tsk citronsaft, balsamico 
hindbær- eller granatæbleeddike


1 dl fløde
30 g marengs




Evt. frisk mynte til pynt.




Rens og skær bærrene i mindre stykker. Drys sukker over og dryp citron/eddike over. Rå bær vendes med let hånd og trækker på køl i ½ time - vend dem gerne et par gange undervejs. Optøede bær gives et kort opkog og sættes herefter på køl til det er helt afkølet. Du kan også bruge bærrene naturel, men den ekstra syre giver et godt modspil til de søde bær og marengs.


Pisk fløden til en let skum. Knus marengsen i skummet. Anret skiftevis marengsskum og bær i et glas og pynt evt. med en kvist mynte inden servering. 


Velbekomme! 

lørdag den 2. juli 2011

Zuppa Toscana

En simpel, smagfuld og mættende kartoffel-grønkålssuppe fra Toscana med krydret pølse- og baconfyld, som er mit bud på den amerikansk-italienske kæde "Olive Garden"´s fantastiske udgave. 


4 pers


2 spsk olivenolie
1 stort løg skåret i tern
3-4 fed hvidløg, hakket
1 liter hønsefond
800 g kartofler i 1½ cm tern
salt og peber
300-400 g hakket grønkål (frosset)
3 dl fløde eller Milda 4%

6 skiver bacon
450 g italiensk pølse* 

Parmesan 


* Kan du ikke skaffe en god, krydret italiensk pølse så kan Langelænders "Krydret grillpølse" med rose-pepper eller Steff Houlbergs frankfurtere med chili og paprika gøre tricket.


 Opvarm olivenolien i en gryde og steg løget blankt. Vend det hakkede hvidløg i det sidste ½ minut. 


Hæld fond og kartofler i. Smag til med salt og peber. Lad løg og kartofler simre i fonden til kartoflerne er godt møre....ca. 20 minutter. 


Skær baconen i tern og rist den sprød over mellemvarme. Fjern pølsekødet fra tarmen og bræk det i mindre stykker. Tag baconen af panden og steg pølsekødet til det er let brunet. Fyldet er nu klar til servering. 


Tilsæt grønkål og fløde til kartoffelsuppen og bring retten til simring. Smag til med salt og peber, men vær endelig forsigtig med saltet....  Kødfyldet tilfører mere salt.  ;o)


Anret: Øs suppen i tallerknerne og fordel pølse og bacon over. Drys med friskrevet parmesan og server straks. Kombineret med en godt stykke brød har du nu et fuldendt måltid.


Velbekomme! 

søndag den 8. maj 2011

Jordbærtærte

En superlækker sommertærte. Du kender den sikkert fra bagerens hylder, men her er en opskrift så du kan lave en (mindst) lige så lækker - og større - udgave, som endda er billigere. 


Mørdej:
100 g koldt smør
150 g mel 
1 knsp salt
50 g sukker
1 æggeblomme


Marcipanfyld:
50 g blødt smør
100 g marcipan
75 g sukker
1 æg


80-100 g chokolade (min 60%)


Flødecreme:
2 dl fløde
2½ dl kagecreme


400-500 g jordbær


Start med mørdejen: Smuldr smørret i mel, sukker og salt og saml til sidst dejen med æggeblommen. Når dejen er æltet blød og elastisk sættes den på køl i en times tid. 


Rør marcipanen sammen med smør og sukker med en gaffel. Tilsæt tilsidst ægget og rør til massen er ensartet. 


Lav kagecremen og stil den på køl til den skal bruges. Du kan enten bruge et ½ brev "pulvercreme" eller lave din egen creme fra bunden. 


Tryk mørdejen ud i en smørsmurt bageform der er 20-23 cm i diameter. Tryk dejen ca. 1½-2 cm op af siden på formen. Fordel marcipanmassen jævnt ud over mørdejsbunden og bag hele herligheden ved 200° (ikke varmluft) i 15-20 minutter.


Stil herefter bunden til afkøling....evt. i køleskabet. 


Når bunden er afkølet tages den ud af bageformen, chokoladen smeltes og fordeles ud over bunden.


Pisk fløden og bland kagecremen heri 
og fordel flødecremen ud over tærten 
når chokoladen er stivnet helt. 


Læg jordbærrene ovenpå cremen 
og opbevar tærten på køl indtil servering. 


Ønskes bærrene "glaseret" så smelt lidt ribsgelé og hæld over.


Velbekomme! 

tirsdag den 12. april 2011

Spaghetti Carbonara

En vaskeægte italiensk klassiker. 


2-3 personer


1 spsk smør
150 g pancetta eller bacon
2 fed hvidløg
2 dl fløde
1 glas hvidvin 
eller ½ dl hvid balsamico eller citronsaft
4 æggeblommer 
80 g parmesan
Salt og peber


spaghetti 


Sæt vand over til spaghetti. Riv parmesanen fint. Skær pancettaen i mindre stykker/strimler. Hak hvidløget fint. Smelt smørret på panden og smid spaghettien i det kogende vand. Steg hvidløget blankt heri og tilsæt derefter baconen som steges let. Når pancettaen er gylden hældes vinen ved og koger ind. Herefter tilsættes fløden og koger op. Tag panden af varmen og vent ½ minuts tid før du pisker æggeblommerne i. Det er vigtigt at piske godt mens ægget tilsættes da det ellers koagulerer og skiller saucen. Herefter må saucen ikke koge. Rør parmesanen i med det samme, så det kan smelte i den varme sauce. Smag til med salt og peber. Dræn spaghettien og hæld saucen over. Vend det hele godt rundt og server straks. 


Velbekomme! 



lørdag den 9. april 2011

Cremet chokolade frosting

Denne frosting er en ren kaloriebombe og bør bestemt ikke fremstilles og konsumeres i ukontrollerede mængder. Men når det nu "skal være" så er dette den bedste chokolade-syndighed jeg kender. Mild og cremet og med masser af chokoladesmag
Frosting med mørk chokolade 55% på  banan-muffins




Til 10-12 muffins eller en formkage


2 dl fløde
100 g chokolade 
2½-3 dl flormelis
(Lysere chokolade = mindre flormelis)






Varm fløden op ved mellemvarme til den simrer svagt. Hak chokoladen groft. Tag fløden af blusset når den har simret ½ minuts tid og rør chokoladen i. Når chokoladen er smeltet sættes gryden ned i vasken, hvor der er 2-3 cm iskoldt vand. Vær flittig med piskeriset mens massen køles af, så den ikke skiller. Når blandingen er kølet ned til håndtemperatur (det går hurtigere end du tror), piskes flormelissen i lidt af gangen. Blandingen er meget tyndtflydende, men bare rolig. Det bliver meget formfast når det har været på køl. Stil derfor blandingen i køleskabet i et par timer inden brug.


Du kan bruge både lys såvel som mørk chokolade, det er op til dig. En mørk chokolade 55% giver en fin mørk farve og en mild, men stadig intens chokoladesmag.


Smør frostingen på din kage eller sprøjt den på med en tylle. Den holder formen rigtig fint.


Velbekomme!

fredag den 11. marts 2011

Skildpaddeis

Toms Skildpadder er eneste smagsgiver i denne is som er for de mange slikmunde. Den milde chokoladeis får et skønt twist af skildpaddernes rom- og karamelcreme





4 skildpadder
4 past. Æggeblommer
4 spsk flormelis
3 dl fløde
2 dl mælk - let eller sød 
(eller 5 dl fløde)






Smelt skildpadderne over vandbad. 
Pisk æg og flormelis hvidt og skummende. 
Put 3 spsk fløde i skildpaddemassen og pisk resten af fløden til skum.
Rør skildpaddecremen i æggemassen, tilsæt mælk og vend tilsidst flødeskummet deri.

Hvis ikke du har en ismaskine så frys massen i en lav beholder. Når den næsten er fast så pisk den cremet med en elpisker. Gentag processen mindst 2 gange mere for at undgå iskrystaller i den færdige is.

Når den er rørt for sidste gang puttes den i en lufttæt beholder og fryses indtil servering.

Isen stilles i køleskab i 20 minutter inden servering, hvis den er dybfrossen. 

Du kan også vælge at lave isen med 5 dl fløde i stedet for 3 dl fløde og 2 dl mælk. Personligt synes jeg at den bliver for fed på denne måde, men det er jo smag og behag. 

Server fx. med friske blåbær. 

Velbekomme! 


søndag den 20. februar 2011

Lime-grillede ferskner med kold vaniljecreme

Denne hurtige dessert kan laves på grill eller i ovnen med friske ferskner og nektariner (som jeg foretrækker)... eller fersken fra dåse. Mascarponecremen kan erstattes med flødeskum eller vaniljeis, så det er nemt at finde de nødvendige ingredienser i gemmerne hvis der dukker uventede gæster op. Limens syrlighed og den kolde creme giver den søde, varme frugt et komplimenterende modspil. 


8 pers
8 halve ferskner/nektariner
saften af 1 lime
3 spsk rørsukker


Creme:
150 g mascarpone
korn af 1 stang vanilje
1-1½ spsk flormelis
eller
1½ dl fløde pisket til blød skum
korn af 1 stang vanilje
1 spsk flormelis
eller
blød, rørt vaniljeis


Varm grillen eller ovngrillen op.
Rør den ønskede creme sammen og stil den koldt indtil servering. 
Pres saften af limen og bland sukkeret i juicen. Fordel limesukkeret over frugten og grill dem til de får en gylden brun farve. Hold godt øje med dem - pludselig går det stærkt.


Lad den grillede frugt dampe lidt af og server dem med den kolde creme. 


Velbekomme! 

onsdag den 16. februar 2011

Øl- og urtestegt torsk/lyssej med sennep-kaperssauce

Fisken får lov til at svømme i øl, hvidløg og krydderurter inden den kommer ind i varmen og serveres med en mild og rund sennepssauce der leverer små "smagsoverraskelser" i form af sprøde, saftige kapers.


2 pers


250 g torsk eller lyssej
Her en lyssej, der dog ikke fik så meget farve på toppen da
jeg glemte at dryppe olie over den inden den kom i ovnen.
Men smagen var heldigvis den samme.  ;o)
olivenolie (til fadet)
frisk pasta


Marinade:
2 spsk hakket persille
½ tsk tørret estragon
2 fed hvidløg
4 spsk øl (pilsner)
1 tsk salt


Sauce:
2 tsk smør
4 tsk mel
3 dl fiskebouillon eller fond
4 spsk fløde
1½ spsk sennep
2 tsk kapers
salt
2 tsk koldt smør


Rør marinaden sammen og læg fisken heri. Lad fileterne marinere på køl i ca. 30 minutter - vend fisken engang imellem. 


Tænd ovnen på 250°. Læg den marinerede fisk i et ovnfast fad smurt med olivenolie og sæt den i den varme ovn i 15-20 minutter. 


Sæt vand over til pasta og kog den al dente efter anvisningen på pakken. 


Smelt smør i en gryde. Tilsæt mel og rør godt. Tilsæt fiskefonden/bouillonen og rør mens det koger op. Tilsæt fløde og sennep - pisk godt mens saucen koger igennem. Smag til med salt og evt. mere sennep. Tilsæt kapers og pisk til sidst det kolde smør i saucen og tag den af varmen.


Server den stegte torsk på et leje af pasta overhældt med sennepssaucen. 


Velbekomme! 

tirsdag den 15. februar 2011

Vikingegryde med whiskey

Simpel gryderet der giver varme i kinderne her i den kolde tid
.....hvis du ikke er fedtet med whiskeyen vel at mærke. 
Er du ikke det, fedtet altså,  vil saucen efterlade en "varm" fornemmelse i halsen og whiskeyen giver et ekstra pift til svinekødet. 


2 personer


250 g skinketern eller 
mørbrad i strimler
2 tsk olivenolie
1½ tsk karry
1 løg
½ tsk paprika
2 spsk mel
2 dl mælk
3 tsk konc. tomatpuré
2 fed hvidløg
1 dl fløde
salt og peber
whiskey


Skær løget i grove strimler. Opvarm olien i en gryde og brænd karryen af til det ryger let. Tilsæt løg, hvidløg og paprika og steg løgene møre.


På en pande gennemsteges kødet og holdes herefter varm.


Når løgene er møre drysses melet over dem og der røres godt. Tilsæt den varme mælk. Bag saucen op mens der røres til det har en jævn konsistens.
Tilsæt tomatpuré, fløde, salt, peber og smag til med whiskey - Fra nu af må saucen ikke koge!!
Put til sidst det stegte, varme kød i saucen, rør rundt og server.


Vikingegryden kan serveres til kogte kartofler, chili-fritter eller kartoffelmos. 


Velbekomme! 

onsdag den 2. februar 2011

Italiensk blomkålssuppe med parmesan, citron og panchetta

Endnu en fyldig vintersuppe, fordi det varmer så dejligt i den kolde tid..... 


2-3 portioner

400 g blomkål
1 bagekartoffel
1 lille skalotteløg
1 spsk olivenolie
1 l vand eller hønsebouillon
2 laurbærblad
salt og peber
lidt citronsaft
1 tsk estragon (kan udelades)
1-1,5 dl. fløde eller mælk
1 dl revet parmesan

125 g panchetta eller bacon
kruspersille, hakket
1 tsk citronskal, revet

Del blomkålen i buketter og skræl og skær kartoffel i grove stykker.
Skær skalotteløg i små tern og steg dem blanke i olivenolie. Tilsæt blomkål, kartofler, vand eller bouillon samt laurbærblade. Koges i ca. 20 min. Tag laurbærbladene op og hæld lidt af kogevandet af. (Gem det til at tynde suppen med hvis den er for tyk efter blendning) Blend suppen med piskefløde eller mælk indtil den har en jævn konsistens. Tilsæt parmesan, estragon og citronskal. Gem eventuelt lidt citronskal og parmesan til garnering. Opvarm suppen i gryden, fortynd med kogevandet hvis den ønskes tyndere og krydr med salt, peber og lidt citronsaft.

Skær panchetta eller bacon i små tern og steg det sprødt.
Bland persille og evt. lidt citronskal.

Servér suppen med ristet panchetta, et drys krydderurter, revet parmesan og et stykke brød.

Velbekomme!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...