Viser opslag med etiketten mozzarella. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mozzarella. Vis alle opslag

lørdag den 23. november 2013

Pizza Americana Piccanta - Amerikansk "Cheese Pizza"

Fra min tid i USA er det "Cheese Pizza" der står som det stærkeste pizza-minde, da det var min amerikanske families foretrukne. Det er stort set det vi typisk kalder en "Margherita", bortset fra at der er både mozzarella og cheddar  på en Cheese pizza, fremfor blot Margheritaens mozzarella. Vi voksne gav den et ekstra grønt drys og et skud chiliflager - deraf piccanta (krydret)



400 g pizzadej

1½-2 dl pizzasauce

250 g revet mozzarella
150 g revet cheddar

Oregano
Persille
Chiliflager


Rul pizzadejen ud til en stor (25x40 cm) hvis du bager på en bageplade eller to små (25 cm diameter) hvis du bager på en pizzasten. Det er nemmere at håndtere en lidt mindre pizza når man skal flytte den rundt med en pizzaspade. Bunden bliver ret tynd på denne måde, så hvis du ønsker tykkere bund laver du selvfølgelig blot mere dej. Jeg foretrækker dog en tynd og sprød bund.
Fordel pizzasaucen over bunden. Bland ostene og fordel dem jævnt over tomatsaucen.

Bagetiden er afhængig af om du bruger bageplade med bagepapir eller direkte på en bagesten.
Plade: 12-16 minutter ved 200°C
Sten: 8-12 minutter ved din ovns max-varme. Husk at stenen skal være gennemvarm før du begynder at bage på den. Jeg giver min mindst en halv time inden 1. pizza og mindst 5 minutter mellem hver følgende pizza.

Serveres direkte fra ovnen med et godt drys oregano, persille og chiliflager.

Velbekomme!

søndag den 7. april 2013

Pizza Mediterranea

Nogle gange skal det bare være nemt og hurtigt. Men derfor må det jo gerne smage godt samtidig. Denne pizza er lavet på en bund af tortilla er et eksempel på dette. Her har jeg jeg ladet mig inspirere af mediterranske ingredienser og har brugt løg, kapers og soltørrede tomater som fyld. 

1 tortilla
½ tsk olivenolie
1½ spsk tomatsauce
Frisk eller revet mozzarella
Løg i papirstynde skiver
Kapers
Soltørrede tomater
Smuldret feta og/eller parmesan

Varm ovnen op til 200°C
Pensl tortillaen med olivenolie og fordel herefter tomatsaucen over. Drys osten ovenpå og fordel det øvrige fyld over osten.

Bag pizzzaen indtil tortillaens kant er gylden brun.
Skær pizzaen i slices og server straks.

Velbekomme!

Grilled Caprese Cheese Sandwich

April er "National Grilled Cheese Month" på den anden side af Atlanterhavet.... En perfekt anledning til at forsøge sig lidt ud i den genre, og samtidig mindes de mange grilled cheese sandwiches jeg har spist i forskellige delis rundt omkring når "the streets of New York" blev travet tynde en lørdag eftermiddag eller på vej hjem efter en bytur søndag morgen inden afgang fra Grand Central. 




2 skiver godt brød
Pesto Genovese 
Tomat i skiver
Mozzarella
Olivenolie




Smør begge brødskiver med pesto. Læg tomat og ost på den ene skive og "låg" på. Hæld lidt olivenolie på panden og steg sandwichen ved lav varme til brødet er gyldent og osten er smeltet. Steger du ved for høj varme bliver brødet branket inden osten er smeltet, så giv det den tid det tager. 

Server med en salat eller en omgang coleslaw

Velbekomme! 

Moussaka

Moussaka er en fantastisk græsk ret, som desværre alt for ofte mistolkes ved at folk her i Danmark bruger kartofler i stedet for auberginer, hvilket i min optik er rigtig synd. Så falder du over nogle flotte modne aubergine-basser så giv den originale udgave et forsøg. Moussaka er bare ikke særlig fotogen...I KNOW! Men den slags har også sine fordele da det gav os et godt grin i "Madbloggernes himmel" på Facebook sammen med en stribe andre "Martha Stewart Moments", som tråden kom til at hedde. Det hele endte med at Anders fra Gastromand samlede en Top 10 over billederne...som du kan se HER .... det er da go´ gas!! 

2-3 auberginer
3 mellemstore løg
3 fed hvidløg


800 g lammefars (eller okse)
140 g tomatpure
½ dl rødvin/vand
½ tsk kanel
1 spsk oregano
Salt og peber
Smør til stegning 

Hytteost eller
Mornaysauce
Mozzarella eller
Mellemlagret skæreost
Parmesan


Evt. rasp til drys inden gratinering. 

Skær auberginerne i ½-1 cm tykke skiver og læg dem i et enkelt lag på køkkenrulle. Drys med 1½ tsk salt og lad herefter salten trække den bitre smag ud af auberginen. Lad dem stå i mindst 15 min og gerne 30.

Steg løg og hvidløg blanke og svits lammefarsen godt igennem. Krydr med salt, peber, kanel og oregano. Tilsæt tomat og vand/bouillon. Lad det hele simre mens du steger auberginerne.

Smelt lidt smør på en pande. Dup aubergineskiverne tørre og steg dem i smørret til de får en let gylden farve. NB! Hvis du ønsker at spare lidt på fedtstoffet så spray i stedet de afvandede auberginer med olivenolie og bag dem i ovnen ved 200° C til de er let gyldne. Det er måske ikke helt "originalt", men de suger virkelig meget smør, hvis du steger dem på panden og jeg synes det færdige resultat bliver ekstremt fedtet på denne måde. 

Når alle aubergineskiver er stegt smøres et ovnfast fad med smør. Der lægges et lag auberginer i. Giv dem et drys salt og peber og gerne lidt reven parmesan. Herefter et lag kødsauce, endnu et lag auberginer osv til du har brugt det hele.

I stedet for opbagt ostesauce bruger jeg et stort bæger hytteost som jeg rører med lidt salt og evt en håndfuld revet mellemlagret ost eller også plukker jeg lidt frisk mozzarella i. Er du doven så brug en mornaysauce. Drys med rasp hvis du ønsker. (Det gør jeg aldrig for at være helt ærlig).

Bag moussakaen i 50 min ved 180°C Tag Moussakaen ud af ovnen et kvarter før den er færdig og giv den en god håndfuld friskrevet parmesan.
Lad gerne moussakaen hvile 5-10 minutter efter den er kommet ud af ovnen.

Server med en klassisk græsk horiatiki salat eller en omgang tzatziki og brød.


Velbekomme! 

søndag den 27. januar 2013

Pizza Carpaccio

Det italienske madværksted Azzurra i Aalborg laver ganske simpelt verdens bedste pizzaer. En af mine absolutte favoritter er: nr. 307 Pizza Carpaccio! Derfor skulle den selvfølgelig genskabes herhjemme og deles med jer alle. Den er helt simpel - hvilket kendetegner en ægte italiensk pizza i min optik. Less is more!


En portion pizzadej
Parmaskinke
Frisk mozzarella
Parmesan
Rucola

Tomatsauce:
400 g San Marzano tomater
50 g soltørrede tomater
1 fed hvidløg
1 tsk basilikum
Salt
Sukker

Start med at lave dejen og sæt den til hævning. Lav herefter tomatsaucen så den kan nå at køle en smule af inden brug. Jeg laver altid min tomatsauce sådan lidt på slump og smager mig frem, men hvis jeg nu hårdt presset skal sætte cirka-mængder på er det henad det som står her ovenfor. San Marzano tomater er perfekte til pizza og tomatsaucer, da de er mere kødfulde, meget aromatiske, knaldrøde, har meget få kerner og er supernemme at flå. De fåes både friske og på dåse.
Flå og hak tomaterne. Svits hvidløgene blanke i en smule olivenolie. Tilsæt tomaterne sammen med en lille smule vand.Tilsæt også de soltørrede tomater og basilikum. Bring det hele til kogning. Lad saucen koge lidt ind og blend den eventuelt, hvis du ønsker en pizzasauce uden klumper. Pas på ikke at salte saucen for meget, da både skinken og parmesanen tilfører mere salt. Bruger du ikke det hele er tomatsaucen fryseegnet og/eller du kan bruge den i en kødsauce en anden dag.

Varm ovnen op til max temperatur - gerne med pizzasten.
Saml pizzaen således: Rul dejen helt tyndt ud. Fordel tomatsauce over bunden. Læg mozzarellaost i tynde skiver jævnt fordelt over bunden. Bag pizzaen til den næsten er helt færdig. 5 min før den er klar fordeles parmaskinken over osten og bages med det sidste stykke tid.

Når pizzaen er bagt lægger man rucolaen på og høvler noget parmesan over. Server straks.

Velbekomme!

søndag den 27. marts 2011

Grillet tomatsalat

Beklager de sløje farver....
Jeg ønsker mig sådan et ordentligt kamera. 
En varm udgave af den gamle klassiker


2 pers


4 tomater
1 kugle frisk mozzarella
2 spsk olivenolie
½ tsk sukker
1 tsk salt
1 tsk hvid balsamico
Peber
Friske basilikumblade


Skyl og skær tomaterne i skiver. Rør olie, eddike, sukker, salt og peber sammen og dryp over tomatskiverne. 
Skær mozzarellaen i tynde skiver og læg dem imellem tomatskiverne. 


Bages i ovnen i 10 minutter ved 225° - tænd grillen de sidste par minutter. Drys med basilikum lige inden servering. 


Velbekomme! 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...