lørdag den 24. september 2011

Knuste kartofler på 100 måder....mindst!

Knuste kartofler er "det nye sort" hvis du spørger mig. Jeg faldt over en opskrift på Klidmosters skønne blog med "salt & vinegar" for nogen tid siden, som jeg straks måtte prøve. Siden har jeg eksperimenteret med forskellige sammensætninger og mulighederne er jo uendelige. 


Knuste kartofler med røget paprika
How to:
Kog en passende portion små kartofler i letsaltet vand  til de er helt møre. 
Læg dem på en bageplade beklædt med 
bagepapir og giv dem et fast tryk med en 
kartoffelmoser til de er ca. 1 cm tykke. 
Hæld en god olivenolie over og krydr med 
dine favoritter. Bag kartoflerne i ovnen 
ved 220° i ca. 15 minutter til de er gyldne og sprøde. 




Mine smagskombinationer indtil videre:


Salt & Vinegar: Olivenolie og rosmarin. De gyldne kartofler pensles med æbleeddike når de kommer ud af ovnen. Til sidst et godt drys salt. 


Bearnaise: Olivenolie og estragon. Pensles med bearnaise-essens efter en tur i ovnen. Drys med salt.


Chili-Hvidløg: Olivenolie med chili og hvidløg. Et drys salt efter en tur i ovnen. 


Parmesan: Olivenolie med rosmarin, timian og/eller oregano. Bages i 10 minutter, hvorefter der rives parmesan over og kartoflerne med ost får de sidste 5 minutter til ost og kartofler er gyldne. Drys evt. med lidt salt og chili inden servering, men vær opmærksom på at parmesanen er salt i sig selv. 


Paprika: Olivenolie og et godt drys paprika (evt. røget paprika). Et godt drys salt inden servering. 

Spidskommen: Olivenolie og ristede, knuste spidskommenfrø. Et drys salt før servering. 


Salt og peber: Olivenolie og friskkværnet peber. Et godt drys salt inden servering. 

Knuste kartofler med bearnaise og estragon






Hvad er din favorit smagskombination? 




Velbekomme!

søndag den 11. september 2011

Grydestegt fasan med sherry, æbler og timian

Fasanen blev importeret af Kong Frederik d.2. og hans herremænd i midten af 1500-tallet, som nyt jagtbytte. Fasanerne blev i lang tid klækket i de såkaldte "fasanerier", men er sidenhen, som bekendt, blevet en del af den danske vildtbestand. Den farverige fugl er skøn i en gryderet som her. 


2 pers


1 fasanhøne uden skind (ca. 800 g)
100 g bacon
1-2 æbler
2 spsk smør
2 mellemstore løg
3 tsk hvedemel
1½ dl sherry
3 dl vildtfond
3 laurbærblade¨
8-10 enebær (knuste)
3 tsk friskhakket timian
Ribsgelé 
Salt og peber


Skær bacon i tern. Skræl og skær æblerne i små tern. 
Læg 1/4 af baconen ind i fasanen og fyld op med æbletern. Luk evt. med kødnåle for at holde fyldet inde.  Gnid fuglen med salt og peber. Smelt smørret i en gryde og brun fasanen godt af. Tag herefter kødet af gryden og steg baconen, hvidløg og løgene til de er blanke. Drys hvedemelet over de blanke løg og rør godt. Tilsæt sherry og fond. Pisk godt, for at undgå klumper. Læg fasanen tilbage i gryden. Tilsæt 1 tsk ribsgelé, timian, enebær og laurbærblade. Sørg for at få al den saft med der måtte være løbet af fuglen. Lad retten koge op under låg, skru ned og lad retten småsimre i 40 minutter under låg. Vend fasanen efter 20 minutter og stil samtidig ovnen på 185°  
Herefter lægges fasanen med brystet opad og gryden sættes i ovnen uden låg - i 15-20 minutter. Smag saucen til med salt, peber og evt. mere ribsgelé. Du kan si æble, bacon og løgstykkerne fra og jævne saucen lidt og/eller tilsætte lidt fløde, hvis du foretrækker en tykkere sauce....Jeg bruger den dog som den er, for ikke at "tynde" smagen. 


Server for eksempel fasanen med kogte kartofler, bønner og tyttebærsyltetøj eller ribsgelé.
NB! Pas på de små hagl, så de ikke koster et besøg hos tandlægen  ;)


Velbekomme! 

New York Iced Coffee

Kaffe er godt - også på en varm sommerdag - især iskaffe. Min amerikanske arbejdsgiver lavede iskaffe derhjemme og det er den opskrift jeg her viderebringer. Denne metode tager lidt tid, men til gengæld har du lettilgængelig iskaffe flere dage frem. I det hele taget minder kaffe mig om New York - måske fordi det var mens jeg var der at jeg "lærte" at drikke kaffe. Den lokale "Barnes & Noble"-boghandel, som var indrettet med lænestole og sofaer - og vigtigst af alt: tilhørende Starbucks café! - blev et fristed, kun et par hundrede meter fra vores hus, hvor jeg kunne hvile ørerne efter en hel dag med børnene. Her kunne jeg købe en kop kaffe - varm eller kold - snuppe en bog fra hylden og sidde og læse i ro og mag. Mine tanker stryger stadig lige tilbage til New York, med  varme i hjertet - trods isen- når jeg drikker denne gudedrik - ikke mindst på denne dags dato. 

Denne opskrift giver 8-12 glas afhængig af den ønskede "styrke":

"Hemmeligheden" er at kaffen er koldbrygget, så den ikke bliver bitter efter afkøling. Kaffeekstrakten kan holde sig en uges tid på køl.  

100 g mørkristet, formalet kaffe
1½ liter koldt vand

Bland vand og kaffe i en lufttæt beholder og sæt det i køleskabet i minimum 8 timer - gerne et døgn.

Når det har trukket hældes det gennem et kaffefilter og stilles atter på køl. 

Iskaffen "monteres" på følgende måde:

Fyld glasset ca 1/5 - 1/3 med kaffe - alt efter hvor kraftig kaffesmag du ønsker. Rør evt. 1 tsk sukker i hvis du gerne vil have din iskaffe lidt sød. Fyld glasset op med isterninger og fyld efter med mælk. 


Du kan også søde kaffen med hjemmelavet appelsin- eller vaniljesirup

Luksusudgaven laves på samme måde men i stedet for at søde med sukker eller sirup tilsætter du 2 tsk sødet, kondenseret mælk, hvilket giver kaffen en cremet, sød og karamelagtig smag.

Velbekomme! 

søndag den 4. september 2011

Vildtragout

En lækker ragout med kød af vildt, bacon, svampe, rødvin og fløde. Ene gode sager - eller som vi siger i Jylland; "Jenne gue saer". Akkompagneret med et glas rødvin er retten velegnet som gæstemad eller søndagsmiddag når der skal hygges lidt ekstra. 

3-4 personer
400 g vildtkød i tern
2 spsk smør
1 stort løg
150 g bacon
2 spsk hvedemel
2-2½ dl rødvin
1 dl vand
10-12 enebær
3 laurbærblade
2 tsk timian
1½ spsk dijonsennep
250 g blandede svampe
1½ dl fløde
Ribsgelé

Kartoffel- eller rodfrugtmos.
Tyttebærsyltetøj

Smelt smørret og brun kødet - evt. af to omgange for at undgå at det koger i stedet. Krydr med salt og peber. Tag kødet af gryden og svits de snittede løg og bacon i tern sammen til baconen får lidt farve og løgene er klare. Drys melet over løg og bacon og rør godt så det fordeles jævnt. Herefter hældes rødvin og vand ved og der røres godt til melet har jævnet saucen jævnt. Klem enebærene så skallen brydes og hæld dem ved sammen med fintklippet timian, laurbærblade og dijonsennep. Lad retten simre i 20-25 minutter. 
Imens svitses svampene på en hed, tør pande. Jeg har her brugt en blanding af portobello svampe og almindelige champignoner, men også kantareller er særdeles velegnede. 
Når retten er simret "færdig" hældes svampe og fløde ved og saucen simrer videre i ca 10 minutter. Smag til med salt, peber og ribsgelé. 

Lav en luftig kartoffelmos/rodfrugtemos og server saucen over.....med en god klat tyttebær på toppen. 

Velbekomme!

torsdag den 1. september 2011

Kylling i sherry-fraichesauce over grønkålscouscous

En let kyllingeret der kræver en ret minimal indsats i køkkenet, da den stort set laver sig selv i ovnen. Kødet bliver super lækkert og den cremede sherry-fraichesaucen med champignon smager skøøøøønt. 


2 kyllingebryster
3 spsk smør
200 g champignoner
1 mellemstort løg
1-2 fed hvidløg
250 g creme fraiche
½ dl sherry + en lille sjat ekstra
1 spsk finthakket rosmarin
2 spsk hakket timian
salt og peber


Grønkålscouscous:
3 dl fuldkorns-couscous
3 dl finthakket grønkål (frost)
3 dl vand
salt


Sæt ovnen til 180° 
Smelt smørret i en stegegryde. Og brun kyllingebrysterne heri. Tag kødet af og svits løg, hvidløg og champignoner i smørret. Tilsæt sherry, creme fraiche og krydderier. Smag til med salt og peber. Har du anvendt en gryde der kan gå i ovnen lægger du blot kyllingekødet tilbage i gryden og dækker det med saucen....ellers lægger du blot kyllingekødet i et ovnfastfad og hælder saucen over. Dæk eventuelt med alufolie. (Jeg bruger min støbejernsgryde og låget dertil). 
Sæt retten i ovnen i en lille times tid. 


15 min før kyllingen er klar:
Kog grønkålen op i saltet vand, og hæld vand og kål over couscoussen og lad den trække i 10 minutter inden den serveres. Har din couscous en anden tilberedningsmetode tilpasser du selvfølgelig bare. ;-) 


Læg den grønne cousous på en tallerken og hæld kylling og sauce over og server rygende varm. 


Velbekomme! 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...