onsdag den 15. december 2010

Øllebrød

Øllebrød minder mig om min barndom, hvor vi om vinteren fik øllebrød med mælk til morgenmad. I de senere år har brødgrøden fundet vej til mit eget køkken som aftensmad. Øllebrød smager og mætter dejligt, og denne udgave kan laves på en lille halv time.




3 pers. 


350 g mørkt rugbrød
2 flasker mørkt hvidtøl
1 dl farin
1 appelsin, saften af + skræl
1 stang kanel
1 dl vand
sukker




Bræk brødet i små stykker og læg det i en gryde. Jeg bruger det mørke skiveskårne, da dette ofte er mindre klæg end et helt brød. Jeg foretrækker en fløjlsblød øllebrød og bruger derfor brød uden kerner, men du kan sagtens bruge kernerugbrød hvis du ønsker lidt bid i grøden. 
Hæld de 2 flasker hvidtøl, saften fra appelsinen og farinen i gryden og lad brødet stå og bløde op i 10-15 min. 
Blend blandingen til den er helt findelt. Har du ikke en blender så pres det opblødte brød gennem en si. 
Put et par store appelsinskræller, en hel stang kanel og 1 dl vand i og kog grøden i  ca. 10 minutter til øllebrøden har den ønskede konsistens. Tag kanelstangen og appelsinskrællerne op når grøden er færdig og smag til med sukker hvis du ønsker en sødere grød.


Server med iskold mælk, piskefløde eller letpisket fløde.
Velbekomme! 

2 kommentarer:

  1. Åh, jeg ELSKER øllebrød :-D
    Jeg blender det nu ikke, kan godt lide at det er sådan lidt rustikt og med kerner, men heldigvis er smag og behag jo forskellig :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet
  2. Ja, det er en dejlig grød der giver varme i kroppen på denne tid af året.... men det er vist også én af de typer mad folk ENTEN elsker ELLER hader. ;o)

    Dbh
    Charlotte

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...