En spansk inspireret ovnret med masser af smag, som jeg nu endelig fik taget mig sammen til at smide på bloggen. Serveret med en klat kold creme fraiche - evt. rørt med lidt presset hvidløg er denne ret et rent festmåltid.
3 pers
6-9 kyllingelår
1 stort rødløg
600 g baby kartofler
½ - 1 squash (afhængig af størrelsen)
200 g chorizo
1½ spsk oregano
Fintrevet skal af en halv (usprøjtet!)appelsin
olivenolie
Start med at varme ovnen op til 200° C - ikke varmluft.
Pensl et stort ovnfast fad med olivenolie.
Skyl og rens kartoflerne og skær dem i mundrette bidder og smid dem i fadet. De fleste kan bruges hele, men af og til er "baby"kartofler nærmest "teenagere" - og så skal de lige deles en gang. ;-)
Skær chorizoen i 1 cm tykke skiver og fordel mellem kartoflerne. Squashen skæres i tykke skiver og halveres eller kvartes. Over i fadet med dem også! Giv hele fadet et lille drys salt.
Pensl kyllingelårene med olivenolie, drys dem med oregano, appelsinskal og salt og læg dem over i fadet. Arranger det hele lidt så kyllingelårene kommer lidt ned mellem de andre ting.
Stil nu fadet i den varme ovn og steg det i en halv time. Hiv fadet ud og tip det lidt til siden så den orange saft løber ned i det ene hjørne. Skovl saften op over kyllingelårene så de får et fint lag orange olie over sig. Tænd nu for varmluften i ovnen (stadig 200°) og stil hele herligheden ind igen i endnu en halv time (cirka).
Server med en klat kold hvidløgs fraiche og en grøn salat.
Velbekomme!